M&M Christmas Show
I lørdags deltog vi til årets sidste show. Vi havde tilmeldt Model samt Hokus Pokus.
Desværre brækkede Camilla sin finger ugen før showet, og måtte derfor afmelde til den tilmeldte rideklasse og lade Model stå hjemme i stalden.
Hokus Pokus var derfor den eneste som kom afsted og repræsenterede os ved dette show.
Han tog sin første køretur i trailer ganske pænt og fik en på oplevelsen da han skulle ind i showringen. Han klarede det så fint, selvom der var en masse indtryk, der skulle fordøjes undervejs! Men han er bare en sej gut, og han klarede det så fint.
Han fik en god beskrivelse og tildelt 38 point med bla. 8 for type, kropsform og lemmer.
Det var en stærk klasse på 7 gode hingsteføl, hvor vinderen af klassen opnåede 40 point. Vi er fint tilfredse med resultatet. Han fik en god oplevelse og det var vigtigst!
Den sejeste føl-basse
Man må gerne prale lidt, når man har verdens sejeste følle.
Hokus Pokus er i dag blevet kastreret og chippet. Det tog han med ophøjet ro og fik meget ros af dyrlægen for sit særdeles gode temperament.
Vi sender hans papirer afsted til Wales og så krydser vi fingre for at hans pas kommer retur inden for rimelig tid.
Himlen har fået endnu en stjerne
Dorthealyst Comtess er rejst over regnbuebroen. Vi tog afsked med denne fantastiske hoppe onsdag d. 31/10-2018. En vemodig dag, trods hun kun var til låns. Hun efterlader os, med en masse fantastiske minder fra tiden hos os. Æret være hendes minde.
Lidt nye billeder af de unge ponyer
Man må sige vi har brugt weekenden i ponyernes tegn!
Lørdag gik turen på stranden med Model - En helt fantastisk tur som der kom nogle dejlige billeder ud af. Søndag kom Camilla så på besøg i stalden og fik taget nogle nye billeder af Hokus Pokus samt Epica.
Epica er nu blevet 1,5 år og udvikler sig ganske positivt. Hun bliver helt sikkert værd at vente på, og vi glæder os til at se resultatet, når hun en dag er vokset færdigt!
Se flere billeder på deres egne sider.
En efterårsdag på stranden
Nu skulle det være.. En tur på stranden har vi snakket om længe, og i lørdags blev det så en realitet!
Vi kørte til Dalby Huse Strand efter anbefaling. Parkeringpladsen var fantastisk, men sandstrand var der ikke meget af. Som billederne viser var der græs og vand!
Vi fandt dog et lille stykke strandkant hvor det var muligt at ride lidt frem og tilbage. Det var en tur vi alle nød og Model synes rigtig godt om det, da hun havde overvundet sig selv, og gik ud i bølgen blå. Flere billeder kan ses på Models egen side eller på vores facebook-side.
Efteråret er ankommet
Det betyder at mange heste er begyndt at komme på stald, og staldarbejdet starter op atter engang.
Det har heldigvis været en dejlig lang sommer, hvor hestene har gået ude på døgnfold. Når efteråret melder sin ankomst, betyder det også at det er tid til, at få årets føl fravænnet.
Hokus Pokus klare fravænningen rigtig godt, og spiser gladeligt sit foder med velbehag. Han har stået i egen boks de sidste par ugers tid, men det er jo ingen sag, når man er en sej lille føl-dreng, som er nysgerrig på verden. I starten af november kommer dyrlægen forbi, så han kan blive chippet og registreringspapirene kan blive sendt afsted mod Wales, så han kan få sit pas.
Store Heste Dag 2018 - Welsh showet
I lørdags deltog vi i foreningens show på Store Heste Dag. Med os havde vi Model og Comtess som skulle i klasse sammen.
De var begge var nogle friske ponyer som gjorde det godt i ringen. Dommeren placerede Comtess som nr. 2 og Model som nr. 4.
Comtess var hermed kvalificeret til hoppechampionatet, men fik ikke tildelt et championat.
Den største sejr for dagen var dog at Camilla fik læsset Model, da vi skulle hjem!
Nyd billederne fra dagen - Alle er taget af Zanne Jedig.
Besøg hos Storhaug Welsh Cobs
I weekenden tog vi et smuttur til Norge, for at besøge et af Norges førende Welsh Cob stutterier.
Det var en fantastisk oplevelse, trods en meget lang køretur og silende regn da vi kom frem.
Vi fik set en masse smuk natur, skønne kvalitetsbetonet Welsh Cobs og fik hilst på én af vores absolutte ynglings hingste - Storhaug Picasso!
Her er lidt billeder, af det vi så på vores tur. Hvis i vil se flere billeder kan de ses på vores facebook side.
Kåringen 2018
En fantastisk weekend er overstået i gode venners selskab!
Vi havde tilmeldt Valhallas Welsh Model til kåring/show samt Dorthealyst Comtess til show/rideklasse.
Desværre måtte Comtess udgår pga. en tabt sko - Super ærgerligt!
Men denne weekend har på alle måder været en fantastisk én af slagsen. Valhallas Welsh Model er en sand kammerat uanset hvad man måtte byde hende.
Lørdagen startede med måling af Model - Her viste det sig at hun målte 153 cm. i stang og 20 cm i piber!
Bedømmelsen gik ganske fint, dog kunne en bedre visningen af galoppen været ønskeligt da hun blev vist løs i ridehuset. Tilgengæld fik hun i den grad vist dommerne hendes formidable trav!
Model opnåede kåring i 2. klasse med et gennemsnit på 8,0. Dyret skal opnå 8,3 i gennemsnit hvis den skal opnå kåring i 1. klasse, så man må bestemt sige det er en flot kåring og vi er tilfredse med resultatet.
Søndagen startede med at vi efteranmeldte Model til rideklassen "Novice ridden", nu hvor Comtess alligevel ikke skulle deltage.
Den debut klarede Camilla og Model meget tilfredsstillende til trods for meget blæst og mange farlige heste-spisende ting på sidelinien.
Et godt samarbejde førte til at de blev nr. 2 i klassen og dermed kvalificeret til "Ridden Champion".
Model var selvfølgelig også tilmeldt en helt almindelig showklasse med hele 6 deltagende cob-hopper. En stor klasse med gode dyr!
Igen blev de placeret som nr. 2 og igen kvalificeret til et championat, nemlig "Hoppe Champion" for sec. D.
Desværre kom der ingen championats-titler i hus, men hvad betyder det når ponyen har været en "champion" og bedste kammerat hele weekenden igennem.
Nye billeder af Hokus Pokus
Camilla og pigerne var forbi stalden og tog billeder. Vores skønne følbasse udvikler sig så fantastisk. Vi er meget glade for ham.
Han er stadig til salg til et godt hjem som vil udnytte hans potentiale som brugspony, for det vil han egne sig perfekt til.
Nu med billeder fra fotodronningen Zanne
Vi har modtaget disse skønne fotos fra Zanne Jedig, som var på pletten til M&M showet. TUSIND TAK for dem!!
Man kan ikke se at denne fantastiske hoppe faktisk er blevet 19 år, og hun fik da også kommentaren fra dommeren "Velholdt hoppe".
Mountain & Moorland For Fun
Lørdag var der show på Dorthealyst, og vi havde tilmeldt Dorthealyst Comtess. Hun gjorde det ganske godt og blev belønnet med fine 8 og 9-taller. Hun kvalificerede sig til Veteran-championatet samt til "Bedst i race". Stort tak til Lotte for atter engang at trække i løbeskoene og klare jobbet med fremvisningen.
Comtess er bare en fantastisk pony og vi er utrolig glade for at hun står i stalden. Beklager kvaliteten på fotoet men det er taget med mobilen.
Der ventes føl i 2019
Mailunds Faith er i år bedækket med Abergavenny Gethin. En skøn unghingst ud af spændende blodlinjer og med et imponerende godt temperament. Vi glæder os utrolig meget til at se hvad denne kombination af blodlinjer kan bidrage med. Faith har termin medio april 2019.
Tusind tak for den mest fantastiske service leveret af Stutteri Adlais som er ejer af Gethin.
Vicas Hokus Pokus er sat til salg!
Vi har netop sat årets føl til salg. Se mere om ham under fanen "Til salg".
Billeder af Hokus Pokus
17 dage er der gået med denne skønne hingste basse. Han udvikler sig rigtig fint og skal nok blive en super pony.
Han er livsglad og meget kæk. Det er så hyggeligt at se hvordan føllene leger og har det sjovt. Der er ikke kommet mindre end 5 hingsteføl i stalden i år, så der er gang i den på folden.
Føl hos Stutteri Vica
Den 16. april 2018 kl. 00:45 ankom årets føl og selvfølgelig lige på terminsdagen!
Faith klarede det hele til UG og er en meget stolt og kærlig mor. Hun har skænket os et skønt hingsteføl med blis og 4 høje sokker. Betina er jo vores trofaste fødselsassistent og i år var ingen undtagelse - Tak for dig!
Sig goddag til vores lille fyr - Vicas Hokus Pokus
Han er eft. Parvadean The Gigolo / Mailunds Faith / Menai Sparkling Imperial.
Bedre billeder kommer lige så snart han er rettet ordentlig ud og har fået noget mere fylde.
Generalforsamlingen i Welshforeningen
Årets generalforsamling er netop afholdt og det var som altid en hyggelig dag i gode venners lag. Dette blev også en helt særlig generalforsamling for os og vores ene hoppe.
ÅRETS WELSH PONY 2018 - Mailunds Flying Roxie som er eft. vores Faith. Dette resultat har Roxie og hendes rytter Sofie Lehmann opnået ved distrikts og landstævner i 2017.
Et kæmpe stort tillykke med denne ærefulde titel. Fotos lånt fra Facebook.
ÅRETS ILDSJÆL(E) 2018 - Det Sjællandske Aktivitetsudvalg - Som Vicky er en del af. TAK for et fantastisk samarbejde til Nana. TAK for støtten og TAK for denne flotte titel.
Det vil vi nyde og være stolte af. Foto taget af Hanne Larsen.
Planlægning af sæson 2018
Planen er at ifole 2 hopper i år. Begge hopper skal bedækkes af cob-hingste, vi har dog ikke låst os helt fast på det endelige hingstvalg endnu.
I forhold til show, har vi pt. kun planer om at deltage til årets kåringen på Dorthealyst. Om vi udstiller Epica i denne sæson, afhænger af hvordan Epica formår at udvikle sig de kommende måneder.
Avlermøde på Fyn - Sec. A + B + WPBR
Atter engang drog vi afsted til avlermøde i Welshforeningen - Denne gang for at høre fordrag om Sec. A + B + WPBR afholdt af Harold Zoet fra Ysselvlied stud i Holland.
Et helt fantastisk fordrag hvor Harold sørgede for at inddrage de fremmødte deltagere og især os dommeraspiranter i debatten omkring avlen.
Avlermøde på Fyn - Sec. C + D
I weekenden drog vi afsted til Fyn for at høre foredrag med John Llewellyn-James som er indehaver af Avonvalley Stud. Han har beskæftiget sig med avl af Welsh Cobs hele hans liv, så det var meget spændende at høre hvad han kunne fortælle. John gjorde rigtig meget ud af at fortælle hvordan man skulle udføre rollen som dommer, hvilket selvfølgelig var henvendt til os dommeraspiranter.
Himlen er blevet en stjerne rigere...
Den 30/1-2018 sagde vi et sidste farvel til vores trofaste avlshoppe Ilar Emma.
Alderen havde desværre indhentet hende trods hendes "kun" 18 år. Hun havde nogle gode år hos os, og har bidraget i avlen med en håndfuld skønne afkom, som alle viser sig at være gode brugsponyer.
Emma er faktisk den primære grund til, at Stutteri Vica hvert år har kunne glæde sig over at der ville komme føl!
Der er ingen tvivl om, at vi savner at have hende i stalden. Emma var noget helt særligt, og noget af det mest loyal man kunne ønske sig.
Æret være hendes minde!
Godt nytår 2018
Året startede med at Camillas piger havde fået lov til at låne Aberlour Gambler, for at se om de var klar til at have deres egen pony. Det gik rigtig godt og Gambler var så sød når pigerne omgik ham. Gambler udførte rollen som sød børnepony til UG.
Desværre faldt interessen for Gambler efter en lille måneds tid, og det blev derfor besluttet, at han skulle rejse hjem til Stutteri Aberlour igen.
Tak til Stutteri Aberlour for muligheden, den var vi rigtig glade for.